Andagt

Læs din Bibel!

Herre, tal til migMennesker lægger så meget ud på Facebook. Indholdet er også meget forskelligt – både godt og mindre godt. Alt dette bliver selvfølgelig gjort med en god tanke; men jeg må indrømme, at meget af dette er kun interessant i det øjeblik jeg læser det, og kort tid efter er det så allerede glemt igen.

Men, forleden dag, da jeg ”rullede” ned gennem min Facebook væg, faldt jeg over en overskrift, der virkelig gav mig noget at tænke over. Overskriften lød således: ”What if we began to treat our Bibles the way, we treat our cell phones?” Løst oversat: “Hvordan ville det være, hvis vi begyndte at bruge vores Bibel på samme måde som vores mobiltelefoner?” Dette er da en overskrift, der vil noget!!!

I dag er mobiltelefonen næsten en obligatorisk del af vores dagligdag – den er sjældent længere end en armslængde væk. Og vi bruger den meget: både til kommunikation, til adspredelse, til informationssøgning og vi ”deler” mangt og meget gennem mobiltelefonen.

Jeg må indrømme, at jeg – som de fleste andre – altid må have mobiltelefonen med mig, når jeg skal ud. Ellers føles det underligt og afskåret fra omverdenen, hvis jeg ikke har den i lommen. Hvordan ville det være, hvis vi havde det på samme måde med Bibelen – at vi må have den med i lommen, når vi skal ud? Og skulle det ske, at vi glemte den, så vendte vi om og hentede den?

Hvor tit, i løbet af en dag, ”bladrer” vi ikke igennem mobiltelefonen, for at finde ud af om der er noget, der kan fange vores interesse? Mon der er kommet et SMS? Har jeg mon modtaget en e-mail? Er der mon noget spændende at læse på Facebook? Forestil dig, at vi åbnede Bibelen flere gange dagligt – lige som vi gør med mobiltelefonen – for at se om Gud har lagt en besked til os, eller om der er noget spændende at læse, som kan fange vores interesse?

Gud taler til os igennem Bibelen – men hvis vi ikke regelmæssigt åbner og læser den, så kan vi heller ikke modtage noget af det, som Han vil fortælle os. Vi modtager ikke Guds beskeder, hvis vi ikke jævnligt lukker vores ”indbakke” op.

Bibelen er ikke en uvedkommende gammel bog. Nej, vi må lære os at se Bibelen som en personlig ”indbakke” med beskeder fra Gud til os.

Forleden dag havde jeg forlagt min mobiltelefonen et eller andet sted, og jeg fandt den ikke igen før end efter nogle dage. Da jeg så lukkede min ”indbakke” op, så jeg at jeg havde modtaget omtrent 10 Sms’er, som jeg jo ikke vidste noget om. Sådan er det også med Bibelen: hvis vi ikke lukker den op og læser i den, dagligt, hvordan skal vi så kunne modtage det, som Gud vil fortælle os? Tænk på alle de beskeder fra Gud, som vi er gået glip af, fordi vi ikke lukkede Bibelen op.

Tænk over dette: hvordan ville din hverdag være, hvis du brugte Bibelen på samme måde, som du bruger din mobiltelefon?

”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.” (2. Tim. 3:16)
Suffía Nón, Fuglefjord, Færøerne
(oversat fra færøsk: Jan Áki Andreasen)

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *